Handels- og licensbetingelser
Sidst opdateret: 30. juli 2026. Disse betingelser dækker både dit køb af abonnementet (handelsbetingelser) og din brug af platformen (licensbetingelser).
1. Hvem du handler med
mineudbud.dk drives af MFS Production (CVR 41755237). Når du opretter et abonnement, indgår du aftalen med MFS Production.
2. Hvem kan blive kunde
Tjenesten henvender sig til danske virksomheder (B2B). Du skal være myndig og have ret til at indgå aftaler på vegne af din virksomhed. Vi sælger ikke til forbrugere (privatpersoner uden CVR) — derfor gælder forbrugeraftaleloven ikke for dette køb, og du har som udgangspunkt ikke 14 dages fortrydelsesret. Du kan dog prøve Pro gratis i 14 dage uden binding og teste tjenesten uden at betale, før du køber adgang.
Vi forbeholder os retten til efter eget skøn at afvise en tilmelding eller opsige et abonnement — herunder hvis vi vurderer, at der foreligger en interesse- eller konkurrencekonflikt. En afvist tilmelding opkræves ikke.
3. Licens — hvad du må
Når du har et aktivt abonnement eller en prøveperiode i gang, giver vi dig en begrænset, ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig, tidsbegrænset ret til at tilgå og bruge platformen til din virksomheds interne brug. Licensen gælder kun i abonnementsperioden og bortfalder automatisk ved opsigelse eller misligholdelse.
Hver bruger-konto må kun benyttes af én navngiven person. Ønsker I at have flere kolleger på samme firma-konto, kan ejeren invitere medarbejdere direkte under "Administrér abonnement". Ekstra medarbejdere er inkluderet i abonnementet og koster ikke yderligere. Kontoen er til én virksomhed, og der kan være op til 10 brugere på den; har I brug for flere, aftales det med os.
4. Hvad du får
- Daglig AI-filtreret mail mandag til lørdag med relevante danske offentlige udbud (udbud.dk), EU-udbud (TED), kommunale udvalgsreferater, regionale dagsordener og statslige aktstykker — filtreret efter dine valgte søge-agenter.
- Op til 5 navngivne søge-agenter med egne kriterier, kilder, CPV-koder og relevans-krav.
- Watchlist til at følge specifikke leverandører (konkurrenter) og ordregivere (kommuner, regioner, ministerier).
- AI-funktioner: chatbot på dashboard, AI-screening, AI Quick Summary per udbud, AI bid-egnethedstjek, AI-genererede agent-forslag fra CVR, AI-chat per udbud, og AI-genererede højdepunkter i lange referater (se afsnit 6 om AI-ansvarsforhold).
- Manuel søgning i hele datakorpuset med 11 filtre og side-om-side preview, inkl. dedikeret oversigt over dynamiske indkøbssystemer (DIS).
- Bidflow-pipeline (Kanban) til at styre udbud gennem kvalificér → bud → indsendt → vundet/afvist, med ansvarstildeling til kolleger.
- Køber-indsigt, leverandør-indsigt og kontrakt-udløb — analyseside med data fra TED award-notices, så I kan se hvem der vinder hvad, og hvilke kontrakter der snart udløber.
- Call-offs inbox + bogmærker + noter per udbud — privat arbejdsflade til at organisere salgsmuligheder.
- Adgang til dashboard på mineudbud.dk med historik over leverede mails, AI-samtaler og dine egne notater.
- Multi-seat / team-licens — ejeren kan invitere kolleger til samme firmakonto uden ekstra betaling (op til 10 brugere).
- Skriftlig support via hej@mineudbud.dk — svartid normalt inden for 2 hverdage.
Vi udvider løbende platformen med nye funktioner — alle inkluderet i samme pris uden tier-opdeling. Listen ovenfor er retvisende pr. 25. maj 2026.
5. Pris og betaling
Alle priser er ekskl. 25% moms, som tillægges ved checkout. Du kan vælge mellem to planer:
- Månedlig: 229 kr/md (286,25 kr inkl. moms). Ingen binding — opkræves månedligt forud via betalingskort.
- Årlig: 2.290 kr/år (2.862,50 kr inkl. moms) — svarer til ~191 kr/md og rabat på 17% mod månedlig. Opkræves årligt forud.
- Ekstra medarbejdere (multi-seat): 0 kr — kolleger er inkluderet i abonnementet (op til 10 brugere pr. virksomhed).
- Betalingsmetoder: betalingskort via Stripe Payments Europe Ltd. (Irland) på begge planer. Vi gemmer aldrig dit kortnummer. På årsplanen kan du desuden vælge faktura med 30 dages forfald — vi godkender faktura-anmodninger manuelt inden for 1 hverdag, og Stripe sender PDF-faktura + online betalingslink til jeres bogholderi. EAN/OIOUBL-faktura er ikke understøttet pt.
- Kvitteringer/fakturaer med moms-specifikation sendes automatisk efter hver opkrævning og er tilgængelige under "Administrér abonnement".
- Vi kan ændre prisen med 30 dages varsel via e-mail. Hvis du ikke vil acceptere prisstigningen, kan du opsige uden gebyr inden den træder i kraft. Eksisterende kunder får prisen fastfrosset i mindst 6 måneder efter prisstigning.
6. AI-funktioner og ansvarsforhold
Vi bruger kunstig intelligens (Claude fra Anthropic, USA) til flere kernefunktioner: relevans-screening af udbud i daglig mail, chatbot på dashboard, agent-forslag baseret på CVR-profil, og højdepunkter i lange dokumenter. Du bør være opmærksom på følgende:
- AI-output er vejledende, ikke bindende. AI'en kan tage fejl, overse relevante udbud, eller vurdere forkert. Du skal altid selv verificere et udbud før du afgiver tilbud — herunder krav, frister, anslået værdi og leverandør-betingelser i det officielle udbudsmateriale.
- AI er ikke rådgivning. Chatbot'en og agent-forslag er ikke juridisk, økonomisk eller udbudsteknisk rådgivning. Spørg en kvalificeret rådgiver hvis du har tvivl om konkrete udbud.
- Datatransmission til Anthropic. Når AI-funktioner bruges, sendes udvalgte data (udbudstekster du klikker på, dine chat-spørgsmål, din virksomheds- profil ved agent-forslag) til Anthropic i USA. Anthropic bruger ikke disse data til at træne sine modeller, og data slettes typisk inden for 30 dage. Se vores Privatlivspolitik for fulde detaljer om underdatabehandlere.
- AI-output er din ejendom. Tekstindhold AI'en genererer baseret på dine spørgsmål og dine data (chatbot-svar, agent-forslag, notater) tilhører dig. Vi gør ikke krav på rettigheder til AI-output.
- Vi hæfter ikke for AI-genereret indhold. Vi er ikke ansvarlige for tab, beslutninger eller skader baseret på AI-output. Dette gælder uanset om AI'en har overset et udbud, fejl-vurderet relevans, eller givet fejlbehæftet svar i chat.
7. Gratis adgang og prøveperiode
Søgning i offentlige udbud og dynamiske aftaler er gratis og kræver ikke login. Den adgang er ikke tidsbegrænset, og vi opkræver ingenting for den.
Opretter du en profil, får du 14 dages Pro gratis uden at opgive kortoplysninger. I prøveperioden har du adgang til alle funktioner, herunder kommunale referater, AI-screening og den daglige mail. Når de 14 dage er gået, ophører adgangen til Pro-funktionerne, medmindre du aktivt opretter et abonnement. Vi opkræver ingenting automatisk, og der bliver ikke trukket penge uden dit aktive køb.
Når du opretter en profil, skriver vi til dig om din prøveperiode og dit abonnement: hvordan du kommer i gang, hvornår prøven udløber, og i op til fire uger efter udløb, hvad vi har fundet til jer, som I ikke har fået. Det er mails om vores egen tjeneste til den adresse, du selv har oplyst. Hver af dem har et afmeld-link, og ét klik stopper dem alle. Kvitteringer, fakturaer og den daglige udbudsmail i et aktivt abonnement er en del af selve tjenesten og fortsætter uanset.
Dine data — søge-agenter, søgeord, bud og noter — slettes ikke, når prøveperioden udløber. De er utilgængelige, indtil du eventuelt opretter et abonnement, og kan til enhver tid slettes permanent af dig selv under Konto.
8. Opsigelse
- Månedlig plan: ingen binding. Du kan opsige når som helst gennem dashboard'et under "Administrér abonnement". Opsigelse træder i kraft ved udløb af den nuværende måned — du har adgang til tjenesten frem til denne dato.
- Årsplan: 1 års binding + 1 måneds opsigelsesfrist. Du kan opsige når som helst, men opsigelsen træder først i kraft ved den næste årlige fornyelse — og skal være afgivet senest 1 måned før fornyelsesdatoen for at undgå auto-fornyelse til en ny 12-måneders periode. Du har fortsat fuld adgang i resten af den løbende periode.
- Faktura-betaling (årsplan): Betalingsfristen er 30 dage fra fakturadato. Hvis fakturaen ikke er betalt 30 dage efter forfald, lukker vi adgangen til kontoen. Vi bevarer dine data (agenter, watchlist, bidflow, noter) i 90 dage efter lukning, så I kan komme tilbage uden at miste opsætning. Efter 90 dage anonymiseres data; efter yderligere 90 dage slettes de permanent (GDPR-compliant).
- Allerede betalte beløb refunderes ikke ved opsigelse midt i en periode — bortset fra hvor andet følger af ufravigelig lovgivning.
- Vi kan opsige eller suspendere din konto med 30 dages skriftlig varsel, eller med øjeblikkelig virkning ved væsentlig misligholdelse (fx videresalg, scraping, manglende betaling, eller misbrug). Ved opsigelse fra vores side uden misligholdelse refunderer vi forholdsmæssigt for ubrugt forudbetalt tid.
9. Dine forpligtelser
- Du må ikke dele dine login-oplysninger, videresælge adgangen eller give tredjemand adgang til kontoen.
- Du må ikke benytte tjenesten til ulovlige formål eller til at udvinde data systematisk (web-scraping, bot-trafik, automatiserede crawlere).
- Mailene og dashboard-indholdet er til intern brug i din virksomhed. Du må ikke videredistribuere indholdet kommercielt, fx ved at videresælge data, lave egen udbuds-tjeneste oven på vores feed, eller sende daglige mails videre til ikke-medarbejdere som tjeneste.
- Du må ikke forsøge at reverse-engineere, dekompilere, eller omgå sikkerhedsmekanismer i platformen.
- Du indestår for at oplysninger du opgiver (CVR, firmanavn, e-mail) er korrekte.
Misbrug kan medføre øjeblikkelig opsigelse uden refundering af betalt beløb og kan udløse erstatningskrav fra vores side svarende til vores dokumenterede tab.
10. Vores forbehold og garantier
Tjenesten leveres "som den er" og "som tilgængelig". Vi gør vores bedste for at levere relevante udbud, men vi garanterer ikke følgende:
- At tjenesten fanger alle relevante udbud. Vi henter fra offentlige kilder (udbud.dk, TED, Folketingets aktstykker, kommunale dagsordensystemer som FirstAgenda), men kilder kan være ufuldstændige, midlertidigt utilgængelige, eller indeholde fejl.
- At AI-baseret relevansvurdering er 100% præcis — se afsnit 6 for detaljer.
- At udbud i mailen vil blive vundet — vi formidler information; vi afgiver ikke tilbud på dine vegne.
- At tjenesten er tilgængelig 100% af tiden. Vi tilstræber høj oppetid, men driftsforstyrrelser kan forekomme, og vi tilbyder ikke SLA på oppetid uden særskilt aftale.
- At platformen er fri for fejl eller passer til specifikke formål du måtte have ud over den generelle beskrivelse i afsnit 4.
- At tekst, tal og gengivelser er fri for fejl. Der kan forekomme tastefejl, forkerte tal, mangelfulde uddrag og gengivelser der afviger fra kilden. Ved tvivl gælder altid oplysningen hos den oprindelige udsteder — fx udbud.dk, TED eller den pågældende myndigheds eget referat.
Guides, ordbog og andet redaktionelt indhold
Vores guides, udbudsordbog og øvrige artikler er generel information — ikke juridisk rådgivning. De er skrevet for at gøre reglerne forståelige, ikke for at kunne lægges til grund i en konkret sag.
Regler, frister, tærskelværdier og gebyrer ændrer sig, og indhold kan blive forældet uden at vi opdager det med det samme. Vi angiver kilder og revisionsdato, hvor vi kan, men vi garanterer ikke at fremstillingen er fuldstændig, korrekt eller opdateret. I en konkret sag skal du altid kontrollere den gældende retskilde — og om nødvendigt søge juridisk rådgivning. Vi hæfter ikke for dispositioner truffet alene på baggrund af vores redaktionelle indhold.
Finder du en fejl, hører vi meget gerne om det på hej@mineudbud.dk — vi retter det gerne.
11. Ingen juridisk rådgivning — søg altid selv råd
mineudbud.dk yder ikke juridisk rådgivning, og intet på platformen kan træde i stedet for det. Det gælder hele indholdet: guides, udbudsordbogen, AI-genererede resuméer og vurderinger, mails, chatsvar og enhver gengivelse af regler, frister, tærskelværdier eller gebyrer.
Udbudsreglerne er komplekse og ændrer sig, og en vurdering afhænger altid af den konkrete sag. Vi anbefaler, at du søger rådgivning hos en advokat eller anden kvalificeret rådgiver, før du træffer beslutninger med økonomiske eller juridiske konsekvenser — herunder om du skal byde, hvordan du udformer et tilbud, og om du skal klage over et udbud.
Vores indhold kan indeholde fejl, tastefejl, forældede oplysninger og misforståelser af reglerne. Vi kan tage fejl. Ved uoverensstemmelse gælder altid den gældende retskilde (fx udbudsloven på retsinformation.dk) og oplysningen hos den oprindelige udsteder af et udbud eller referat — ikke vores gengivelse.
Vi påtager os intet ansvar for dispositioner, tab, mistede kontrakter, oversete frister eller afviste klager, der helt eller delvist bygger på oplysninger fra platformen. Din brug af indholdet sker på eget ansvar.
12. Erstatningsbegrænsning og frist for krav
- Vores samlede erstatningsansvar overfor dig er i alle tilfælde begrænset til det beløb du har betalt for de seneste 12 måneders abonnement forud for det skadesvoldende forhold. For brugere uden betalt abonnement er loftet 1.000 kr.
- Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder mistet omsætning, tabt indtjening, mistede kontrakter, mistede bydningsmuligheder, goodwill, driftstab, eller dataspecifikke tab.
- Krav skal anmeldes skriftligt til hej@mineudbud.dk senest 90 dage efter du blev eller burde være blevet bekendt med det skadesvoldende forhold. Krav fremsat senere end 6 måneder efter forholdet er udelukket.
- Begrænsningerne gælder ikke for skader forårsaget af vores forsætlige handlinger eller grov uagtsomhed.
13. Datakilder og immaterielle rettigheder
Kilder: Vi henter data fra offentligt tilgængelige kilder, herunder udbud.dk (Forsyningsstyrelsen), TED (EU's udbudspublikation), oda.ft.dk (Folketingets API), og kommunale dagsordens-systemer som FirstAgenda. Vi har ikke ophavsret til kilde-data.
Vores rettigheder: Vores filtrering, sortering, AI-vurdering, sammenhænge og samlede præsentation af kilde-data udgør vores immaterielle rettigheder og er beskyttet. Vi ejer alle rettigheder til selve platformen (kildekode, design, varemærker, dokumentation).
Dine data: Data du opretter i platformen (notater, agenter, watchlist, chat-historik, søgehistorik) tilhører dig. Du giver os en ikke-eksklusiv ret til at behandle og opbevare disse data i den udstrækning det er nødvendigt for at levere tjenesten. Ved opsigelse kan du anmode om eksport eller permanent sletning — se vores Privatlivspolitik.
14. Beta- og forsøgsfunktioner
Vi udvikler løbende nye funktioner. Funktioner mærket som "beta", "preview", eller "eksperimentelt" leveres uden nogen form for garanti og kan ændres, deaktiveres eller fjernes uden varsel. Vi hæfter ikke for fejl, tab eller utilgængelighed i beta-funktioner.
15. Force majeure
Vi er ikke ansvarlige for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen som følge af forhold udenfor vores rimelige kontrol, herunder men ikke begrænset til: nedbrud hos tredjeparts-leverandører (fx Anthropic, Stripe, Resend, Vercel, Neon, eller datakilderne udbud.dk/TED/FirstAgenda/Folketinget), strømsvigt, brand, krig, terror, sabotage, cyberangreb, lovgivningsændringer, eller naturkatastrofer. Hvis force majeure varer mere end 30 sammenhængende dage, kan begge parter opsige aftalen.
16. Privatlivspolitik og databehandling
Behandling af persondata sker efter vores Privatlivspolitik i overensstemmelse med GDPR. Listen over underdatabehandlere (Anthropic, Stripe, Resend, Vercel, Neon) findes samme sted. Ved at oprette en konto accepterer du både handels- og licensbetingelser samt privatlivspolitikken.
Vores standardiserede databehandleraftale (DPA) er offentligt tilgængelig og udgør en del af aftalen. Offentlige kunder eller andre der har brug for en separat underskrevet udgave kan rekvirere det ved at skrive til hej@mineudbud.dk.
17. Ændringer i betingelserne
Vi kan ændre disse betingelser med 30 dages varsel via e-mail til den adresse du har registreret. Fortsætter du med at bruge tjenesten efter ændringen, accepterer du de nye betingelser. Hvis du ikke accepterer, kan du opsige uden gebyr inden 30-dages-varslet udløber, og vi refunderer forholdsmæssigt for ubrugt forudbetalt tid.
18. Lovvalg og værneting
Aftalen er underlagt dansk ret, dog således at international privatrets lovvalgsregler ikke finder anvendelse. Tvister afgøres ved Retten i Vejle som første instans, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning. Inden en sag anlægges, opfordres parterne til at forsøge mindelig løsning via skriftlig korrespondance.
19. Kontakt
MFS Production
CVR 41755237
E-mail: hej@mineudbud.dk