In-house: når det offentlige må handle med sig selv uden udbud

Kontrol: myndigheden skal kontrollere den juridiske person på en måde, der svarer til den kontrol, den fører med sine egne organisatoriske enheder. Det er mere end at eje aktier — det handler om reel indflydelse på mål og væsentlige beslutninger.

Aktivitetskravet: mere end 80 procent af selskabets aktiviteter skal bestå i at udføre opgaver for den kontrollerende myndighed eller for andre enheder, myndigheden kontrollerer. Sælger selskabet mere end en femtedel ud på det åbne marked, holder undtagelsen ikke.

Ingen privat kapital: der må ikke være direkte private kapitalandele i selskabet. Undtagelsen er andele, som lovgivningen kræver, og som ikke giver afgørende indflydelse.

Udbudsreglerne gælder køb i et marked. Vælger en kommune at løse opgaven selv — enten i egen forvaltning eller gennem et selskab, den reelt styrer — er der ikke tale om et køb på markedet, men om organisering af egen drift.

Reglen virker også den anden vej og på tværs: et kontrolleret selskab kan tildele til den kontrollerende myndighed, og flere myndigheder kan i fællesskab kontrollere det samme selskab.

Det er derfor, opgaver kan forsvinde fra markedet uden at nogen har gjort noget forkert. Affaldsselskaber, fælleskommunale it-selskaber og driftsfællesskaber er de typiske eksempler.

Aktivitetskravet er det sted, hvor in-house-konstruktioner oftest skrider. Vokser selskabets salg til andre end ejerkredsen ud over 20 procent, er de direkte tildelinger ikke længere lovlige.

Beslutningen om at lægge en opgave ind i et fælles selskab træffes politisk, og den træffes i god tid før noget forsvinder fra markedet. Den står i udvalgsdagsordener og referater — det er dér, du kan nå at gøre indsigelse, mens spørgsmålet stadig er åbent.

Er opgaven først lagt lovligt in-house, er der ikke meget at gøre. Den kommer typisk først i udbud igen, hvis samarbejdet opløses, eller hvis selskabet begynder at sælge for meget udenfor.