In-house: når det offentlige må handle med sig selv uden udbud

Kontrol: myndigheden skal kontrollere den juridiske person på samme måde, som den kontrollerer sine egne afdelinger. Det er mere end at eje aktier. Det handler om reel indflydelse på mål og væsentlige beslutninger.

Aktivitetskravet: mere end 80 procent af selskabets aktiviteter skal bestå i at udføre opgaver for den kontrollerende myndighed eller for andre enheder, som myndigheden kontrollerer. Sælger selskabet 20 procent eller mere ud på det åbne marked, holder undtagelsen ikke. Andelen bliver typisk opgjort som et gennemsnit over tre år.

Ingen privat kapital: der må ikke være direkte private kapitalandele i selskabet. Undtagelsen er andele, som lovgivningen kræver, og som ikke giver afgørende indflydelse.

Udbudsreglerne gælder køb på et marked. Vælger en kommune at løse opgaven selv, enten i egen forvaltning eller gennem et selskab, den reelt styrer, er der ikke tale om et køb på markedet, men om organisering af egen drift.

Reglen virker også den anden vej og på tværs: et kontrolleret selskab kan tildele opgaver til den kontrollerende myndighed, og flere myndigheder kan i fællesskab kontrollere det samme selskab.

Det er derfor, opgaver kan forsvinde fra markedet, uden at nogen har gjort noget forkert. Fælleskommunale affalds- og forsyningsselskaber og driftsfællesskaber er de typiske eksempler.

Aktivitetskravet er det sted, hvor in-house-konstruktioner oftest skrider. Når selskabets salg til andre end ejerkredsen når 20 procent eller mere, er de direkte tildelinger ikke længere lovlige.

Beslutningen om at lægge en opgave ind i et fælles selskab bliver truffet politisk og i god tid, før noget forsvinder fra markedet. Den står i udvalgsdagsordener og referater, og det er dér, du kan nå at gøre indsigelse, mens spørgsmålet stadig er åbent.

Er opgaven først lagt lovligt in-house, er der ikke meget at gøre. Den kommer typisk først i udbud igen, hvis samarbejdet bliver opløst, eller hvis selskabet begynder at sælge for meget til andre.